Mandag den 7. juni var der byrådsmøde, og der var et punkt på dagsordenen som stjal al opmærksomheden, nemlig Revision af retningslinjer for udbud”. På dansk betyder det hvilke regler der gælder, når offentlige opgaver overtages af private firmaer.

Det første man lagde mærke til var, at der ingen debat var om udbud og udlicitering. Alle snakkede om hvordan offentlige opgaver kan overtages af private aktører, men ingen snakkede om hvorfor man skulle gøre det, eller om hvorvidt det er fordelagtigt at gøre det. Ja, den kære Knud Jager (SF) sagde  endda at de var for udbud af offentlige opgaver, og at vi må konstatere at udbud nok er kommet for at blive!

De borgerlige ville følge en anbefaling (eller nærmere en fortolkning) fra Kommunernes Landsforening, der betyder at der ikke må skrives noget om personalegarantier ind i udbudsmaterialet. Noget som S og SF stillede forslag om at der skulle stå i retningslinjerne. Hvis det ikke står der, betyder det at når noget sendes i udbud, kan det godt være at den nye virksomhed overtager medarbejderne, men disse mister deres anciennitet, og vil derfor gå ned i løn. Noget der gør opgaverne billigere, men på arbejdernes bekostning.

Der var altså tale om et meget principielt og ideologisk spørgsmål, og alligevel blev udbud som princip ikke debatteret. Det interessante var DFs holdning, da de sad med de afgørende stemmer. De argumenterede for det samme som S og SF, men stemte alligevel sammen med de borgerlige. De ville i stedet sikre arbejdernes vilkår ved at vælge det rigtige tilbud i udvalget! Noget der naturligvis er noget vrøvl, da kommunen er forpligtet til at vælge det billigste tilbud der opfylder kommunens retningslinjer. Så endnu en tossestreg fra DF-familien.

Resultatet blev altså at kommende udbud i Esbjerg Kommune får voldsomme konsekvenser for arbejderne. Noget som Vej & Parks folk havde opdaget, da de var mødt talstærkt op til byrådsmødet, men forlod det nedslåede igen efter afstemningen.

Endnu engang blev det tydeligt hvor meget der er brug for Enhedslisten i Esbjerg Byråd!

Lars Mogensen