Har vi råd til at lade være?

Arbejdsløsheden i Danmark er høj, og over 170.000 mennesker står uden job. Samtidig er den danske indsats for at forhindre en global klimakatastrofe nærmest usynlig.

Regeringen har overladt det til markedskræfterne at løse klimaproblemerne. Det virker som bekendt ikke, hvilket de 3.000 fyrede Vestas-ansatte på 5 fabrikker i Danmark nu må bøde for.

En indsats for at redde klimaet giver masser af jobs. Enhedslisten har lavet en plan, der giver ca. 56.000 flere arbejdspladser på bare et år, og samtidig påbegynder nødvendige energirenoveringer af bygninger, udbygger vindkraften og forbedrer den kollektive trafik.

At gøre Danmark til selvforsynende med el vil være en enorm samfundsøkonomisk gevinst. Det vil kræve nogle store investeringer, men det bliver i forslaget finansieret uden velfædsforringelser.

Vi vil ikke se passivt til, mens arbejdsløsheden stiger og klimaproblemerne vokser. Vi vil have gang i omstillingen til et bæredygtigt velfærdssamfund nu. Vi vil bekæmpe arbejdsløsheden nu. Regeringen har tilsyneladende opgivet det hele.

                                                       Lars Mogensen